Hvad enten du er til fiskeri klædt i dine vaders langs de smukke danske kyster eller mere er til livet på molen eller stilheden omkring søen, er der visse ting, alle vi lystfiskere skal være klar over og tage hensyn til for at sikre de bedste fiskeforhold for os alle.Når du køber fisketegn som lyst- eller fritidsfisker, vil indtægterne fra disse indgå i en bevilling fra staten som er øremærket til fiskepleje. Det er Fødevareministeriet og fiskeriorganisationer, der arbejder sammen for at planlægge fiskeplejen i Danmark. Arbejdet strækker sig over både forskning, rådgivning og administration, vandløbsrestaurering, udsætningsplaner for fisk og udsætning af laksefisk, ål samt af fisk i søer. Arbejdet med udførelsen af fiskepleje foregår på frivillig basis, og du kan kontakte din lokale fiskerforening for at høre mere om fiskeplejen i dit lokalområde. På den måde kan vi alle hjælpe til med at passe på vores fiskebestand.Fredningstider og -bælter er et andet middel, som bruges til at styre og passe på fiskeyngel og den generelle bestand af de forskellige fiskearter. Der er oprettet fredningsbælter, hvor vandløb løber ud i havet, så fisk her kan bevæge sig uhindret indenfor 500 meter fra midten af udløbet.Nogle lystfiskere oplever et stigende problem med, at ikke alle er lige ansvarlige, når det kommer til at rydde op efter sig selv efter en god dag ved vandet – både ved søer og kyster. Hvis ikke det, der efterlades, ender som grimt affald på bredderne, risikerer det i stedet at blæse i vandet, hvor det kan skade dyrelivet. Husk derfor at være en hensynsfuld fisker. Tag dine gamle liner, blink og andet affald med dig og efterlad fiskepladser, som du selv ville ønske at finde dem på din næste fisketur. Det er godt for både mennesker, dyr og den natur, som vi holder så meget af.